Valg af vinkler og indholdselementer

Vi besluttede inden Fagfestival, at vores overordnede tema for dækningen af Fagfestival skulle være vidensdeling. Det betød, at vi i vores artikler fokuserede på at give konkrete redskaber og råd til, hvordan medlemmer i Dansk Journalistforbund kan blive bedre til deres arbejde.

Valget af vidensdeling kom, fordi vi ønskede, at vores artikler skulle være aktuelle i en længere periode efter Fagfestival. Derudover ville langt flere i Dansk Journalistforbund få glæde af indholdet på Fagfestival. De, der ikke deltog, kan efterfølgende blive klogere ved at læse vores vidensdelingsartikler. Da foredragene på Fagfestival lå i blokke, var det ikke muligt at deltage i alle oplæg, selvom man var til stede på festivalen. Vidensdelingen giver derfor også merværdi for dem, der var med. Læs i øvrigt mere om Vidensdeling som koncept her.

Stor redaktion
Vores redaktion bestod af 24 studerende fra online-forløbet på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Da vi i projektgruppen primært arbejdede med at lede projektet, har vi derfor ikke selv skrevet vidensdelingsartiklerne på Fagfestival.dk. Vi har dog redigeret dem, ligesom vi opstillede de overordnede rammer for vores journalister med vidensdelingskonceptet. Men de var selv ansvarlige for vinkling og valg af indhold. Læs refleksioner over arbejdet på Fagfestival her.

Som redaktører gav vi løbende vejledning og foreslag til, hvordan artiklerne kunne udformes. Vi gjorde ofte meget for at opfordre journalisten til at inddrage indhold fra Twitter, YouTube og internettet generelt for på den måde at gøre artiklerne mere spændende. Vores primære indflydelse på de enkelte historier har derfor været som redaktør, hvor vi hele tiden gjorde meget for at sikre, at artiklerne kunne gøre læseren klogere.

Andre historier
Vi kunne godt have tænkt os, at vores vidensdelingsartikler i højere grad havde indhold og kilder, som ikke var til stede på Fagfestival (læs mere om det her). Det havde givet historierne mere substans og troværdighed. Samtidig ville vi gerne have haft endnu mere viralt indhold i form af videoer og indhold fra Twitter med mere.

Vidensdelingsartiklerne var i fokus under hele Fagfestival. Vi havde af Dansk Journalistforbund fået at vide, at de ville producere nyheder fra Fagfestival, ligesom Journalisten.dk var talstærkt til stede. Derfor valgte vi ikke at putte krafterne i nyhedsproduktion. Der kom dog aldrig nogle nyheder fra forbundet, og med vores store redaktion kunne vi godt have sat nogle til at lave videoreportage eller andre mere nyhedsprægede historier fra eventet.

Twitter
Vi forventede en stor mængde tweets under Fagfestival, og det fik vi også. De tweets kom fra deltagere, og derfor valgte vi at bruge Fagfestivals Twitter-konto til oplysninger og til promovering af vores artikler. Det var her, vi følte, at vi kunne tilbyde noget ekstra til den store mængde af tweets, der gav godt indblik i de enkelte foredrag. Vi opfordrede dog vores journalister til at tweete fra de forskellige foredrag for på den måde at bidrage til strømmen.

Af Steffan Frostholm.