Rubrikker

Vi valgte, at vores vidensdelingsartikler skulle udstyres med rubrikker og underrubrikker, der lever op til samme kriterier som mange tabloide medier efterlever.

Fremgangsmåden er inspireret af Computerworlds erhvervsredaktør, Dan Jensen, der holdte et oplæg for onlineholdet d. 7. nov. 2012. Desuden har projektgruppemedlem Morten Nevado været i praktik i et år på Computerworld, hvor der under Dan Jensens vejledning bliver arbejdet meget intensivt med rubrikker.

Dan Jensens hovedpointe er, at uden en god rubrik er onlinejournalistik spildt arbejde. Rubrikken er oftest det eneste salgsmateriale for en artikel, og hvis rubrikken er kedelig og ikke ægger læseren, bliver der ikke klikket på den. Så er det underordnet, hvor godt artiklen emnet  er skrevet, eller hvor vigtigt emnet er, for der er jo ingen, der læser den.

Vi har brugt Dan Jensens tjekliste for rubrikker:

  • Er rubrikken aktiv?
  • Signalerer rubrikker klart, hvad artiklen handler om?
  • Er rubrikken i øjenhøjde og henvender sig direkte til læseren?
  • Slår rubrikken på identifikation og sensation?
  • Ægger, pirrer og opfordrer rubrikken læseren til at klikke?
  • Er rubrikken konkret – og ikke kryptisk, underfundig eller indforstået?
  • Indeholder den (mindst) ét buzzword?
  • Indeholder rubrikken call to action?
  • Ville du selv have lyst til at klikke på rubrikken, hvis du ikke vidste, hvad artiklen handlede om?

Kan der ikke svares ja til mindst seks af disse rubrikspørgsmål, bør der sigtes efter at skrive rubrikken om.

I modsætning til klassisk rubrikmageri efter nyhedstrekanten skal en rubrik ikke afsløre artiklens hovedpointe, da det ofte kan få læseren til blot at sige “nå” og gå videre. Mange af vores vidensdelingsartikler er udstyret med rubrikker, der starter med ord som “Her er”, “Sådan” og “Derfor”. Læseren bliver nødt til at klikke, hvis de vil have den pointe, som artiklen kan levere.

De fem mest læste vidensdelingsartikler har alle gode rubrikker, der i høj grad lever op til overstående tjekliste:

  1. Sådan tjener du penge på mobilen
  2. Drop Google Translate: Sådan oversætter du engelsk til godt dansk
  3. 10 gode tips: Sådan markedsfører du din bog
  4. 10 gode råd til app-produktion
  5. Derfor er infografik genialt

En skarp rubrik, der slår på 10 konkrete råd eller lægger op til, hvordan noget skal gøres, giver også en vinkel, der passer rigtig godt ind i vores rammer for en god vidensdelingsartikel.

De tabloide rubrikker har dog også sine ulemper. Vores artikler er målrettet en målgruppe, der består af en stor mængde journalister, hvor en del har en række forbehold mod den tabloide stil. Eksempelvis taler Journalistens chefredaktør, Øjvind Hesselager, om en “tabloid nedsmeltning” i en kommentar til relanceringen af dr.dk, hvor rubrikkerne i høj grad er blevet tabloide.

Vi er desuden ikke glade for, at de tabloide rubrikker på vores vidensdelingsartikler blev lidt for ensformige. Syv af de 33 artikler slås an med “Sådan” og generelt er formlen for rubrikkerne blevet ret tydelig. Det skyldes nok primært, at rubrikkerne blev strammet op af os tre projektgruppemedlemmer umiddelbart i forbindelse med publiceringen. Havde vi i stedet fået skribenterne til at komme med et nyt bud på en tabloid rubrik, ville det muligvis have resultereret i en større kreativitet og variation i rubrikkernes ordlyd.

Skrevet af Morten Nevado.